Vildt venligt, vildt tilrettelagt – et vildt anderledes møde
Morgenmad med gorillaerne, frokost ved næsehornene på savannen. Givskud Zoo Zootopia beværter events i moderne mødefaciliteter med grupperum, AV-udstyr, forplejning – og en masse muligheder for at give deltagerne en vild og anderledes oplevelse. Kaffepausen; skal vi afholde den sammen med elefanterne eller dinosaurerne?
Givskud Zoo Zootopia er et særligt sted, og jeres møde bliver også noget særligt. Ud over de allerede indrettede møde- og konferencelokaler, der rummer fra 10 til 120 deltagere, råder Givskud over vildt meget plads, hvor du kan skræddersy en løsning til alle typer møde – fx i telt eller under åben himmel. Men altid med de vilde dyr lige i nærheden.
I Oddersalen kan I imponeres over de strømlinede kæmpeoddere under overfladen i bassinet og i Zebrasalen lever de kæmpemæssige hanløver ”Hans” og ”Polle” videre i udstoppet form.
Vild energi
De vilde dyr er en integreret del af et møde i Givskud Zoo Zootopia – ikke mindst når der er et hul i dagsordenen.
Et besøg kan kombineres med en safari i bus gennem afrikanske, asiatiske og amerikanske landskaber, eller I kan lade op med aktiviteter blandt parkens dyreflokke. Hjælp eksempelvis med at fodre brillebjørnene eller tag udfordringen op med et spil ”elefantlort-petanque”.
Vildt meget viden og vilde natoplevelser
Givskud Zoo Zootopia lever af at forstå både mennesker og dyr. Parkens formidlere spiller gerne en aktiv rolle i jeres møde med oplæg om fx fredede dyr eller om arbejdet med FNs 17 Verdensmål. Givskud kan arrangere natur-quiz eller teambuilding efter ønske, og de inviterer gerne bag kulisserne til et kig i de ualmindelige staldanlæg.
Hvis mødet skal foregå over flere dage, er der mulighed for at overnatte på Danhostel Givskud Zoo Zootopia på værelser med eget bad eller give mødedeltagerne den særlige oplevelse af at sove i afrikansk teltlejr eller i ulvenes anlæg i egen sovepose, mens ulvene pusler rundt omkring jer hele natten.