Grejsdalstien 2 2 Cat 1 White Vejlehistorier
Af: Carsten G. Johansen - 11-07-2020

Vildt nok, findes det virkelig i Vejle?

Vejle er et naturligt sted at lægge møder. Ikke alene på grund af faciliteterne på byens hoteller og venues, der er placeret praktisk midt i landets infrastruktur. Vejle kan være en neutral grund for det store møde. Og for mødet, hvor du skal forhandle om kontraktudkast og måske afslutte en vigtig handel.

Måske er det faktisk noget hel tredje, der gør, at du tænker, at dit besøg i Vejle er virkelig vellykket. Måske bemærker, du det allerede, inden du træder ind i mødelokalet. De grønne naturområder, der omkranser Vejle. Der, hvor du i stilhed, kan tage ud, når resten af selskabet trækker sig tilbage til værelserne eller fortsætter snakken i baren. Her skifter du måske til jeans og fritidssko for at køre ud i naturen – eksempelvis til Kongens Kær, der ligger blot 10 minutters gang fra Vejles centrum?

Du tager afsted med en ny dagsorden: Ro i hovedet efter dagens mange mødeinput.

Gangbroer og fede ænder

Vejle Ådal er anderledes end alle andre landskaber i Danmark. Forklaringen har både noget at gøre med istiden og andre naturlige påvirkninger. Men måske er du efter et langt møde mest interesseret i, hvordan naturen påvirker dig – på den gode måde.

Blot et stenkast uden for centrum med gode P-muligheder og fint afmærkede stier, er det så ikke bare vildt nok, at du kan se havørnen kredse over sivene i det store vådområde? Måske tænker du: ”Hvis jeg var havørn, ville jeg også komme her.” Sjældent kommer du til at se så mange velnærede andefugle på samme sted.

Stierne kan være lidt mudrede, andre steder er der etableret gangbroer over det ekstremt fugtige område. Fra udkigstårne kommer du til at se en masse fugle. Måske ved du ikke, hvad de hedder – bortset fra svaner og skarv.

Overblik over dagens indtryk

Det kan være, at din første tur i ådalen blot bliver en tur ud ad Bindeballestien og tilbage igen. Tænker du, at det er værd at genbesøge, bruger du måske google maps og går hele turen på 8 km rundt om Knabberup Sø.

Resultatet er det samme: Alle tanker fra dagens mødeaktivitet bliver kastet op i luften, så højt at de er ude af syne. Og når de lander igen, finder de en bedre plads end før. De bliver ordnet og nemmere at overskue.

Noget forandrer sig dog måske, hvis du vender tilbage til ådalen, næste gang du er til møde eller kongres i Vejle: Du går ikke længere alene. For når du fortæller andre mødedeltagere om ådalen, er der altid mindst én, som vil med. Og når I går i ådalen, rammer jeres snakke garanteret en anden dagsorden end den, I har styret efter dagen igennem.