Vælg lokalt og udnyt tiden
Logistikken er et indlysende argument for at vælge et lokalt mødested. Tiden udnyttes optimalt, når programmet kan begynde fra morgenstunden. For System Unik Design A/S er logistikken vigtig, men lokaliteten skal også have kant.
System Unik Design A/S udvikler software til advokatkontorer, bolig- og ejendomsadministration. Vejlevirksomheden beskæftiger knap 200 ansatte på landsplan og har afdelinger i både Aalborg og København. Når alle medarbejdere inviteres til det årlige UNIK-døgn i august, er der både faglig udvikling, socialisering og oplevelser på programmet. Indholdet skifter, men adressen er næsten altid i Vejleområdet.
– De fleste af vores medarbejdere kommer fra Vejle, og for at spare rejsetid har vi konsekvent valgt at lægge arrangementet her. UNIK-døgnet går fra fredag formiddag til lørdag formiddag, og af praktiske årsager giver det mest værdi at blive så tæt på hjemme som muligt, siger Jens Find, der er administrerende direktør i System Unik Design A/S.
Kan begynde tidligt
Ideen med at starte programmet tidligt på formiddagen sætter også krav til rejsetiden.
– Vi har enkelte gange været så langt fra Vejle, at vi var nødt til at bekoste en ekstra overnatning for deltagerne fra København. Det er ikke nødvendigt, når vi er tæt medarbejdernes bopæl. Vejleområdet er nogenlunde midt i det hele, og du kan komme hertil på et par timer, uanset om du kommer fra København eller Aalborg, lyder det fra Jens Find.
Et sted med kant
UNIK-døgnet er et højdepunkt for medarbejderne, så lokaliteten udvælges altid med en kræsen grundighed.
– Stedet skal have noget kant, så vi kan give vores medarbejdere en oplevelse, de husker og sætter pris på. Vi vil gerne kunne tematisere døgnet ud fra de rammer, vi er i. Det er ikke nok med god mad og formidabel AV-teknik; der skal være en ekstra dimension, som kan inspirere, mener Jens Find.
Vejle har meget at byde på
Derudover spiller prisen selvsagt en rolle, men logistikken er stadig den vigtigste grund til, at System Unik Design A/S vælger lokaliteter i Vejleområdet, når det er tid for virksomhedens årlige sammenkomst.
– Vejle har så meget at byde på, at det giver god mening at blive i området. Vi mødes jo for at styrke sammenholdet i virksomheden og fagligheden. Det styrker ikke noget at sidde mange timer i bilen eller toget; det er spildtid, siger Jens Find.