Unikke firmaarrangementer i kulturverdenens kulisser
Vejle Musikteater er ny partner i MeetingVejle, og de er ikke i tvivl om, at netop fællesskabet er den rette vej frem. Med kompetencer og erfaring fra underholdnings- og kulturverdenen kan musikteatret byde på alt fra fester til konferencer i en skala for sig.
Vejle Musikteater er trekantsområdets største kulturhus med alt i udstyr og know-how, men de er ikke kun et musikteater. De kreative rammer i midtbyen er også ideelle til møder, julefrokoster, kongresser og meget mere.
Lys, lyd og røgmaskine
Når Vejle Musikteater skriver, at de har alt i udstyr, mener de det. Det gælder røgmaskine, spots, sceneeffekter og multifunktionelle sale, og ikke mindste et af de bedste tekniske crews, der lever af at få lys, lyd og oplevelse til at gå op i en højere enhed.
“Vi har både rammer og udstyr til at skabe noget udover det sædvanlige. Vi kan lave en unik fest eller konference, der hænger sammen på alle fronter,” fortæller Nicklas Kanstrup, der er musikteatrets F&B chef.
Han og kommerciel chef Søren Huld fortæller om Vejle Musikteaters bredtfavnende muligheder for møder, kongresser, messer, julefrokoster, konferencer, fester og produktpræsentationer.
“Vi har udviklet et koncept, der ikke fås flottere eller mere storslået. Til julefrokoster har vi f.eks. haft hele Store Sal indrettet som et islandskab eller en norsk bjælkehytte. Vi skaber et univers, hvor vi inddrager kulturverdenens kulisser og iscenesættelse i den kommercielle oplevelse,” beskriver Søren Huld.
Stærkt fællesskab med supplerende kompetencer
Samarbejdet i MeetingVejle er en oplagt måde at fremhæve alt det Vejle Musikteater kan – også udover musik og teater. Bygningen finder man midt i Vejle by, tæt på bypark, gågade og station. Om aftenen er den lyst op med rødt lys og er ikke til at overse. Alle med lokalkendskab kender stedet – men ikke alle kender mulighederne.
“MeetingVejle har fået et professionelt set-up med nogle gode hooks og budskaber, som vi kan inddrage i vores markedsføring,” fortæller Søren Huld.
“Vi vil gerne vise, hvor alsidige vi er. Der er en klar brandingmulighed i fællesskabet, og vi vil indgå åbent i samarbejdet med de andre partnere,” supplerer Nicklas Kanstrup.
Hos Vejle Musikteater ser de deres kollegaer i MeetingVejle som samarbejdspartnere – ikke som konkurrenter. Nicklas Kanstrup forklarer, at åbenhed mellem partnerne er vigtigt.
“Vi har hver vores kompetencer, og vi er ikke blege for at sende en kunde videre,” fortæller han.
Store oplevelser og nye perspektiver
En af de områder, hvor Vejle Musikteater har oplevet stor vækst, er inden for sponsor-samarbejde. Med over 100 storslåede oplevelser årligt har musikteatret meget at byde samarbejdspartnere, hvad end de søger synlighed, netværksmuligheder eller kundeforkælelse.
“Vi tager også vores sponsor-samarbejdspartnere med på ture ud af huset. Vi kan godt lide at udfordre dem. De lærer hinanden at kende under nogle nye omstændigheder, og selvfølgelig oplever de værdien af netværket, men de skal også ud i nye rammer og blive udfordret og inspireret,” fortæller Søren Huld.
Løfter i flok
Samarbejde er godt – også i en branche, hvor konkurrencen er benhård. MeetingVejle har nu 10 stærke partnere, der bidrager til at fastslå Vejles position som Danmarks tredjestørste kongres- og konferenceby.
“Jeg mener, det er det helt rigtige valg at samle byens aktører. For Vejle som helhed er det godt at vi går sammen om at fremme byen – både for konference- og kultursteder,” afrunder Søren Huld.
Nicklas Kanstrup stemmer i.
“Når vi løfter fælles, løfter vi Vejle.”