Gastronomi til enhver smag i Vejle
Jørgen Andersen, direktør i Dandy Business Park, glæder sig over Vejles varierede udbud af spise- og mødesteder. Byen byder både på en hurtig bid, Michelinoplevelser – og alt det imellem.
Familien Bagger-Sørensen lagde for over 100 år siden grundstenen til DANDY tyggegummieventyret i Vejle. I dag er DANDY tyggegumminavnet historie, men familien har valgt at lade navnet og virksomhedens DNA leve videre i Dandy Business Park, der er etableret i Vejle Nord ud til E45, hvor 1.000 vidensmedarbejdere, fordelt på otte kontorhuse og tre stærke økosystemer indenfor Green Tech, Fødevarer og Digitalisering, hjælper bæredygtige virksomheder med ”innovation i øjenhøjde for bæredygtig vækst”.
Spisesteder i enhver prisklasse
Hvert år besøger 10-15.000 gæster innovationsparken, der gennem fantastiske fysiske rammer, høj service, entreprenørskab og passion, skaber et tæt samarbejde på tværs mellem virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner og myndigheder. Gæsterne deltager bl.a. i konferencer, workshops, seminarer eller får slet og ret en rundvisning i den innovative erhvervspark.
– Vi har en del internationale gæster, og sidste år havde vi besøg fra otte forskellige nationer. De bor typisk på hotellerne i Vejle, og de spiser også af og til nede i Vejle. Der synes jeg jo, at Vejle er virkelig stærke, fordi vi har spisesteder i enhver prisklasse og til enhver smag, siger Jørgen Andersen.
Fra det gedigne til Michelinoplevelsen
Han glæder sig over, at det kun tager ti minutter at nå midtbyen i bil, hvor det også er forholdsvis let at parkere.
– De fleste virksomheder vil gerne give gæsterne en særlig oplevelse. Noget, de vil huske lang tid efter. Her har Vejle virkelig mange muligheder – uanset om man går efter gedigen, god mad eller en gastronomisk oplevelse på Michelinniveau. Hvis man vil krydre det med en smuk naturoplevelse, er der også masser af muligheder, siger Jørgen Andersen.
En smuk by
Når virksomhederne i Dandy Business Park arrangerer mindre konferencer, seminarer m.v. med helt op til 150 deltagere, sker det som oftest i erhvervsparkens egne lokaler, hvor der også er gode muligheder for fin forplejning gennem dagen. Men når der ved aftenstide er behov for miljøforandring og friske indtryk, går turen ofte ned i Vejle by.
– Jeg er gammel Vejle-dreng, så måske er jeg lidt farvet. Men jeg synes jo, vi har en smuk by, hvor der er masser af muligheder for en smuk og afslappende spadseretur før eller efter et godt måltid. Det er ukompliceret at komme rundt, og det meste er få minutter væk. Det er der ikke mange andre byer, der kan bryste sig af, siger Jørgen Andersen.